Homer
Homer var den forfatter alle senere lærte udenad i skolen, andre forfattere kendte ham og uanset hvor gode værker de skrev, blev læserne hele oldtiden igennem ved med at læse Homer frem for andre.
Iliaden og Odysseen er skabt af en digter der ikke kendte til skrift, for et publikum der heller ikke kendte til at læse og skrive. Der var en tradition for denne type af digtning i Grækenland, og ham vi kalder Homer, var sandsynligvis blot den sidste, særligt begavede digter som skrev sine forgængeres mundtlige poesi ned. Digtene blev fremført i sang. Vi kan forestille os at sangere vandrede rundt og tilbød at synge ved forsamlinger, fx hos småkonger og fyrster i Grækenland. Sangere har hurtigt fremlagt emnet for sin sang som i Iliadens første vers, for at fange tilhørernes opmærksomhed, og så har han sunget hvad der svarer til omkring 500-600 vers. Man kan spørge hvordan sangeren husker det, for han kunne mange forskellige sange. Milman Parrys undersøgelser i Jugoslavien hjælper med at besvare det spørgsmål: Nogle drenge udvælges af en sanger til at blive sangere når de er voksne. Fra de er små lærer de metrum og et stort sæt af sproglige vendinger til at beskrive den verden digtene omhandler; derforuden skal de have et råmateriale for handlingen, det er selve sagnet. Med disse hjælpemidler synger digterne ligesom vi taler: Vi har alle sprogets ord og nogle faste vendinger, digteren har et "skjaldesprog" som kan udtrykke det nødvendige. Dette er blot lidt mere fast opbygget og består af flere og større faste enheder end vores sprog kender. Dette system er ganske indviklet: 36 tillægsord har Akhilleus til forskellige kasus og placeringer i metrum, men ikke ét er en dublet ud fra disse to kriterier! Sammenlign også med musik.
Men den måde personerne udfører handlingen, kan digteren selv bestemme mere frit. Hertil er mytologien en hjælp. Med den viser personerne deres tanker og begrunder deres handlinger; herved karakteriserer de sig selv og andre.
Bemærk at digteren ikke fremfører en tekst han har lært udenad, ligesom en skuespiller, men digter foran sit publikum. Det går fordi han har disse "byggesten", og fordi publikum kan slappe af og samle handlingen sammen i "pauserne", hvor kendt stof fremføres.
Parry viste at med disse forudsætninger kunne en analfabetisk skjald i Jugoslavien over 1 uges arbejde + 1 uges fri + 1 uges arbejde med sang to timer morgen og aften fremføre et digt på Odysseens længde. Indholdet var ringe i sammenligning med Homer, men teknikken viser hvordan Homer kunne have digtet.
"Homers" indsats, må vi forestille os, var at han med et særligt talent og en speciel kunstvilje kunne samarbejde sine forgængeres digte til et sammenhængende digt med konsekvente karakterer og synspunkter på stoffet. Han er altså både en fortsætter af en tradition (de mundtlige digte) og en fornyer (han samarbejder stof med ny konsekvens og i et særlig stort format). Det lader sig ikke afgøre om Homer selv kunne skrive eller ej.
Kronologi
Den tidligste del af indholdet i Homers digte går tilbage til tiden før 1200 f.Kr., den kulturelt rige tid der kaldes Mykensk tid. Den ender 1200 f.Kr., og de følgende århundrede var en "mørke"-tid eller middelalder, altså en kulturelt fattig tid sammenlignet med Mykensk tid. I disse århundreder frem til 750, hvor Iliaden blev til, og 700, hvor Odysseen blev til, gik sangerne rundt i Grækenland og udviklede heltedigte. Sangerne havde ikke en klar historisk bevidsthed, så de skelnede ikke mellem Mykensk tid og perioden efter; de sørgede bare for at det de sang om, var nogle generationer ældre end de selv. Resultatet er at det historiske indhold er en blanding af Mykensk tid og den følgende middelalder. Nogle steder kan man godt se at tiden i de homeriske digte derfor bliver en slags kronologisk biksemad: Omkring 1200 kæmpede man med stridsvogne, men senere gik man over til at kæmpe til fods. Homer ved godt at der skal være stridsvogne, men fordi han selv kun kender til kamp til fods, forstår han ikke hvordan en stridsvogn skal bruges. Dette problem løser han ved at lade heltene køre ud på kamppladsen på stridsvogne, stå af vognene og så kæmpe til fods; efter kampen kører de (overlevende) igen hjem på deres stridsvogne. I mykensk tid kendte man ikke til jern (jernet kom til Grækenland omkring 1000 f.Kr.), men nogle steder i digtene dukker der alligevel jern op. Forklaringen er at nyere stof fra den middelalder der fulgte efter mykensk tid, er kommet ind i digtene. Det samme gælder byggede templer: I mykensk tid var templer ikke bygninger, men en åben, indhegnet plads, evt. med et alter til ofringer. Først senere blev der bygget huse til guden på pladsen. Alligevel er der i Homers digte omtalt byggede templer.
Der er ikke noget ægte historisk stof i beretningen om grækernes togt mod Mykene, for et så storslået krigstogt var utænkeligt på denne tid . "Krig" var på dette tidspunkt røveriske overfald mod fremmede for at stjæle kvæg og andre rigdomme, se Iliaden I, 152-57, hvor Achilleus nævner hvad der i virkeligheden kunne være årsagen til krige i det ældste Grækenland. Denne kronologi gør det i øvrigt mest sandsynligt at den forfatter vi omtaler som Homer, i virkeligheden er to: en der skrev Iliaden, og en anden der skrev Odysseen.
Karakteristiske træk ved digtene
- Den konkrete tankegang der fokuserer på ting (deres udseende, størrelse, kvaliteter osv.).
- Personernes psykologi, deres sind er som en scene hvor forskellige indfald, også initiativer fra guder, optræder, ofte i strid med hinanden.
- Kompositionsmåden der viser den mundtlige oprindelse (gentagelser, formelvers, pryd-adjektiver, versemål), og som ganske raffineret formidler ikke blot handlingen, men også de følelser vi skal gribes af under læsningen, fx medfølelse når vi læser om heroernes tragiske liv med dødens konstante trussel.
- Den heroiske tankegang: Heltens liv leves tragisk i kampens slid og under dødens trussel; belønningen er hæder og store måltider med fest og sang.
- Gudernes liv som en modpol (uden død, med konstant festmåltid); de følger dog med i menneskenes liv og griber ind på kritiske tidspunkter.
|