Lysistrate
Den gamle komedie
Efter samme dag at have set 3 tragedier og 1 satyr-spil, skrevet af samme forfatter, kunne publikum sidst hver dag se 1 komedie. Da der vistes tragedier tre dage, blev det til i alt 3 komedier, skrevet af tre forskellige forfattere der konkurrerede efter de samme regler som tragedie-forfatterne.
Komedien var tydeligere end tragedien en del af Dionysos-dyrkelsen: Skuespillerne, der her i modsætning til tragediens 3 godt kunne være op til 5 i antal, og koret (24 mod 12 eller 15 i tragedien) havde puder foran og bagved så de fik fed mave og bagdel, om benene havde de hud-farvede strømpebukser, og mellem dem var der en stor phallos; den tydeliggjorde det løsslupne og sammenhængen mellem Dionysos og frugtbarhedskulten. Maskerne var overdrevne og groteske i sammenligning med tragediens.
Måske er komediens oprindelse at finde i de løsslupne sange man i Grækenland sang i festlige optog (en 'komos') til Dionysos' ære. Komedien begynder med en 'agon', dvs. en "talekamp", der gør handlingens tema klart. Så følger parabasen; her træder koret ud af sin rolle og frem på scenen for at tale direkte til publikum som athenske borgere. Så fortsætter stykket atter med nogle løsere optrin før det hele ender i et overdådigt løssluppent optog; både i parabasen og slutningen ser man levn af komediens oprindelse i et festoptog, 'komos', for Dionysos.
Som en god karakteristik af komedien har jeg valgt denne (fra H.Friis Johansen, Fri mands tale, Århus 1984, en bog der meget kan anbefales hvis man vil vide mere om græsk litteratur og kultur):
- "En komedies primære formål er at more publikum. Hertil tjener i den gamle attiske komedie et langt register af midler, fra subtile pointer til grov lavkomik af både real og verbal art: Tilskuerne ser folk på scenen slås, hugge ting fra hinanden, gnubbe sig for utøj og udfolde sig ekskrementalt og seksuelt, og de hører litterære parodier, navnlig på kendte tragedier, quasifilosofiske ræsonnementer, mere eller mindre barokt formuleret politisk kritik, ordspil og morsomheder om kendte folks udseende, seksualliv m.v., som spænder fra det aldeles harmløse til det perfide.
Et væsentligt element, og ikke det mindst subtile, i den samlede komiske effekt er endelig komediens tidligere antydede ejendommelige forhold til livets realiteter: Enkeltpersonerne er oftest ganske almindelige mennesker, bønder eller småborgere, hvis adfærd stort set er som i virkeligheden; men naturens og menneskelivets almindeligt gældende love kan suspenderes uden varsel, og uden at nogen på scenen er særligt forbavsede over det: Man kan købe en krukke fred i Sparta til privat brug; man kan opfodre en skarnbasse til overstørrelse og flyve op til himlen på den; man kan forlade jorden, begive sig op til fuglene og stifte en stat i luften. Man kan møde, og føre samtaler med, ikke blot hvepse og fugle, men også f.eks. skyer. Listen kunde forlænges med en række for største delen mindre ekstreme beslægtede eksempler. Om det i to af Aristophanes' bevarede komedier gennemførte tankeeksperiment at lade kvinderne overtage den politiske magt hører herhen, er mindre sikkert..."
Lysistrate blev opført i 411 f.Kr. På dette tidspunkt havde Athen været i krig i 20 år (Den såkaldte peloponnesiske krig, 431-404), og årene 413 og 412 havde været særdeles hårde, så hårde at nogle troede at Athen nu ville tabe. Aristophanes havde tidligere talt fredens sag, og nu prøvede han igen. Han lader kvinderne tage magten ved et kup, hvor de besætter Akropolis, som er det højeste punkt i Athen, med den gamle kongeborg og de fornemste templer. Athens modstandere i krigen var en alliance af mange græske bystater, bl.a. Korinth og, den største, Sparta, som athenerne anså for særlig bondsk og tilbagestående jf. de spartanske kvinders sprog.
|