Fysik 2003x
Regler
Undervisningsplan
Materialer
Pensa
Links
 

Regler

Indledning

Undervisningsministeriets fagbilag og undervisningsvejledning for fysik er nyttige at kende, fx hvis man vil vide præcist hvad man skal læse og kunne til eksamen. I følger nu det der hedder obligatorisk niveau (B-niveau); A-niveauet er det man får hvis man fortsætter med fysik i 3.g.

Undervisningsmål og indhold

I det følgende har jeg mere kortfattet gennemgået de vigtigste bestemmelser om undervisningsmål og indhold. Jeg understreger at i tilfælde af tvivl eller uklarheder, er det altid Undervisningsministeriets samlede formulering af regler og krav der gælder jf. links ovenfor!

Målene med fysik i 1. og 2.g er at I skal opnå indsigt i:

  1. centrale områder inden for den klassiske og moderne fysik beskrevet ved et kernestof
  2. fysikken som et middel til forståelse af omverdenen
  3. naturvidenskabelig tankegang og metode
  4. fysikkens verdensbillede
  5. fysikkens sammenhæng med teknologi-, kultur- og samfundsudvikling.

Kernestof

Det sker ved at I lærer noget kernestof så I kan:
  • definere, beskrive og anvende fysiske begreber og størrelser
  • anvende og omregne enheder
  • anvende fysiske principper, teorier og metoder
  • udnytte teoretiske sammenhænge til at beregne fysiske størrelser
  • anvende matematiske metoder til bestemmelse af fysiske størrelser og sammenhænge
  • foretage en simpel vurdering af et resultats nøjagtighed
  • analysere enkle problemstillinger med et fysisk indhold
  • anvende teorier og modeller i tilknytning til kendte og nye problemstillinger
  • i simple tilfælde kunne analysere og vurdere modeller.

Kernestoffet omfatter mere detaljeret beskrevet:

Varmelære

Temperaturbegrebet. Termodynamikkens første hovedsætning. Energiforhold ved temperaturændringer og faseændringer. Indre energi. Tilstandsligningen for en idealgas.

Elektriske kredsløb

Ladning, strømstyrke, spændingsfald, resistans, hvilespænding (elektromotorisk kraft), elektrisk energi og effekt. Kredsløb med lineære komponenter og eksempler på ikke-lineære komponenter.

Bølger

Bølgers udbredelse og interferens, herunder begreberne periode, frekvens, bølgelængde, hastighed og amplitude. Lyd. Spejling, brydning og diffraktion. Optisk gitter. Liniespektre og kontinuerte spektre. Det elektromagnetiske spektrum, herunder synligt lys og røntgenstråling.

Atom- og kernefysik

Atomers og atomkerners bestanddele. Atomers emission og absorption af stråling. Fotoner. Radioaktive henfald, henfaldsloven og herunder aktivitet, halveringstid og henfaldskonstant. Eksempler på kernereaktioner, herunder fission og fusion. Ioniserende stråling og dosis.

Mekanik

Lineær bevægelse med konstant hastighed henholdsvis med konstant acceleration. Kraftbegrebet og Newtons love. Eksempler på kræfter, herunder tyngdekraften nær jordoverfladen, opdrift og gnidning. Tryk. En krafts arbejde, kinetisk energi, potentiel energi, mekanisk energi. Effekt.

Perspektiver

Som omtalt i præsentationen har fysik stor betydning i teknologi og for menneskets kulturhistorie forstået som dets måde at forstå sig selv på. Derfor skal noget af undervisningen forholde sig til disse sider af fysikken. Det sker ved at nogle undervisningsforløb skal inddrage bestemte perspektiver så I får kendskab til:
  • anvendelse af fysikkens resultater og metoder inden for teknik
  • anvendelse af fysik inden for mindst ét af områderne astrofysik, biofysik eller geofysik
  • elementer af fysikkens verdensbillede og indsigt i, hvordan fysikkens beskrivelse af fænomener i naturen bidrager til en dybere forståelse af omverdenen
  • elementer af fysikkens historie og indblik i, hvordan fremskridt inden for fysikken ofte er nært forbundet med den erkendelsesmæssige, samfundsmæssige og tekniske udvikling.

Eksperimentelt arbejde

Eksperimentelt arbejde skal have en central plads i fysikundervisningen. Det giver jer en direkte fornemmelse af fagets inderste væsen, og det er en meget kreativ del af de naturvidenskabelige fag at lave eksperimenter. Derfor skal vi arbejde mindst 30 timer i laboratoriet på den måde at I selv har fat i tingene med egne hænder.

Afleveringer

Over de to år skal I aflevere 24 opgavesæt, 12 rapporter og 2 grupperapporter. Hver rapport er på 3-7 sider uden bilag; grupperapporter skal have en samlet længde på 3-7 sider gange antallet af gruppemedlemmer.

Det er en god og fornuftig praksis at det skriftlige arbejde deles nogenlunde ligeligt på de to år.


Man kommer tilbage til forsiden ved at klikke på Fysik 2003x øverst til venstre.
Opdateret 20030804 af Søren Hindsholm